Bobleplast til gaver

Jeg har lige været nede i den lokale GLS pakkeshop og hente en pakke. Det var noget af en overraskelse at få en SMS, der sagde, at den venter på mig i shoppen. Jeg har ikke bestilt noget på internettet, så jeg ventede ikke nogen pakke. Det viste sig, at det er min bror, der har sendt mig pakken. En julegave, som er ankommet alt for tidligt. Vi er jo kun i begyndelsen af november. Der er længe til jul endnu. Så det bliver svært at vente med at åbne den.

Er det bobleplast?

Jeg har prøvet at ryste kassen for at høre, om det er noget, der rasler. Måske glas eller bestik. Men jeg kan ikke høre noget. Jeg har også prøvet at trykke på kassen for at mærke, om det er noget blødt. Måske en lækker sweater. Men jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan høre, at det knitrer lidt, når jeg trykker. Måske er det bare bobleplast, jeg kan høre. Men jeg er ikke sikker. Lige nu står kassen på mit køkkenbord, og jeg er rent ud sagt ved at knække midt over af nysgerrighed efter at åbne kassen. Men et eller andet sted har jeg besluttet, at jeg skal holde stand. Der står jo ”God jul” på kassen. Og der er et klistermærke med en nisse. Den slags er typisk for min bror. Han har røbet for det kongelige postvæsen – og royal mail, at han sender en julegave til mig. (Han bor i England.)

Fristet til at åbne

Fristelsen er faktisk for stor. Jeg kan ikke lade være med at finde min hobbykniv frem, så jeg kan skære tapen op. Men inden jeg gør det, så skal jeg lige sende en SMS til min bror: ”Må jeg åbne pakken, du sendte nu?” Han svarer ikke umiddelbart på min SMS. Han er sikkert på arbejde. Så jeg sætter mig ned og læser gamle SMS’er jeg har sendt ham. Måske har jeg sendt ham en ønskeseddel på et tidspunkt noget med mode måske? Den vil kunne give mig en idé om, hvad han har sendt. Men jeg finder ikke nogen SMS med en ønskeseddel. Jeg læser de sidste måneders SMS’er igennem. Måske står der noget et eller andet sted. Men jeg finder ikke noget, der kan røbe, hvad der måske er i kassen. Så kommer der en SMS fra ham: ”Nej, du skal vente til jul.” Øv, her er jeg ved at dø af nysgerrighed, og så får jeg at vide, at jeg skal vente i mange uger.

Det fine gavepapir

Jeg tænker, at han vel ikke kan se på afstand, at jeg alligevel åbner den. Så jeg sender bare et enkelt svar til ham: ”Javel.” Og så pakker jeg op. Inde i kassen ligger der en lille æske, der er fint pakket ind i gavepapir. Jeg flår det af æsken. Åbner æsken og finder et sølvsmykke. En halskæde, sådan en rå vikingekæde. Superflot. Og nu kan jeg huske, at jeg viste ham kæden sidst, han var hjemme på besøg. Der kommer endnu en SMS fra ham: ”Kan du lide kæden?” Jeg skriver tak til ham og fortæller ham, at den er perfekt.