Find en psykoterapeut

Det er ved at udvikle sig til et stort problem for mig. Jeg sover dårligt, og jeg har heller ikke rigtig lyst til noget. Før i tiden var jeg aktiv. Gik til mange spændende foredrag. Spillede volleyball på 2. holdet. Var glad og tilfreds. Men efter at jeg flyttede, er det ligesom gået ned ad bakke for mig. Jeg har ondt i sjælen, synes jeg. Fysisk ondt. Jeg er meget ensom. Jeg kan ligesom slet ikke finde tilbage til mit gamle selv. Og det er altså ikke godt. Det går ud over mit arbejde. Det har været sådan i mange måneder. Det begyndte faktisk, lige efter at min far omkom ved en ulykke. Det var, som om at jeg bare blev til en sten. Og jeg kan slet ikke komme af med den sten.

En kollega brød isen

En dag var jeg ved at arkivere noget på arbejdet, og en kollega kom hen til mig. Hun sagde til mig, at hun godt kan mærke, at jeg ikke er den samme. Hun spurgte, om jeg ville med hende ud til hendes hest og se den en dag. Vi har før i tiden snakket om, at jeg godt kunne tænke mig at begynde at ride. Nu ved jeg ikke, om det bare var, fordi hun ville vise mig sin hest, eller om det var, fordi hun kunne fornemme, at jeg ikke har det godt. Jeg sagde nej tak. Stak hende en hvid løgn om, at jeg har for travlt med nogle ting, jeg skal nå. Hun smilte og sagde, at det er helt ok. Jeg skal bare sige til, hvis jeg vil med hende en dag. Hun tager derhen hver dag.

Vedholdende ven

Der gik nogle uger, og så spurgte hun mig igen. Denne gang sagde jeg ja-tak. Hun tilbød at hente mig i sin bil, og så kunne vi køre sammen. Hyggeligt. På vejen ud til hesten talte vi om lidt af hvert. Hun spurgte mig, om det gik bedre med mig, efter at min far var omkommet. Om jeg var kommet mig over det.

Få en god psykoterapeut!

Hun mente det jo godt, men jeg blev fuldstændig ulykkelig og rasende på hende. Det var, som om hun hældte 3 kg salt i et sår. Jeg skældte hende hæder og ære fra. Hun kiggede på mig med et meget særligt blik, og så sagde hun til mig: ”Kan du ikke finde en psykoterapeut i København city, hvor du bor. Det har du brug for. Der er andre mennesker, der også sørger!”

Jeg blev faktisk lidt chokeret over hendes helt rolige reaktion. Jeg troede, hun ville skændes med mig. Så det blev min tur til at blive chokeret. Jeg kom til at græde. Hun trøstede mig. Gav mig et nummer til en psykoterapeut, hun kender. Måske kunne jeg overveje at få hjælp. Det er ikke nemt. Det er smertefuldt. Hun forklarede mig om sin egen oplevelse, da hendes mor døde. Havde selv fået terapi. Det havde hjulpet hende til at finde glæde igen. Ikke til ikke at savne sin mor. Men til at komme over det værste. Er ret begejstret for hende her: https://healthyyou.dk/