MBK til konferencer

Det er underligt, hvad der er sket med os her under corona-krisen. Vi har været nedlukket, og på en eller anden mystisk vis, så lykkes det for regeringen og eksperterne at åbne samfundet igen – uden at det går galt. Ok, vaccinen hjælper. Det kan der bare ikke være tvivl om. Og jo flere der bliver vaccineret, desto bedre. Det er bare min overbevisning. Alligevel, så tror jeg ikke, at vi kommer tilbage til det samfund, som vi kendte før marts 2020. Og hvorfor ikke det? Lad mig give dig et eksempel på noget, der er ændret.

Svær opstart

Jeg talte med en god ven forleden dag. Vi plejede at have en fat aftale om at drikke kaffe sammen hver søndag formiddag. Først gå en tur med hans gamle hund derefter sætte os på stamcaféen og sladre om alt, hvad der er sket i den forgangne uge. Min ven ville fortælle mig om sit arbejde som event‐manager. Han ville fortælle mig om sine uduelige medarbejdere, der er blevet plantet på hans kontor af en af dem, der medfinansierer et event. ”De kan ikke engang finde et mødelokale i København – simpelthen fordi de ikke er interesserede i at lære om arbejdet på kontoret”. En typisk sætning, jeg ofte hørte ham sige.

Via FaceTime i stedet

Vores vane og aftale kunne af gode grunde, ikke holdes. Så vi taler i ny og næ via FaceTime. Og under vores sidste samtale spurgte jeg ham om, hvordan det står til med nye events. Der er jo ved at blive åbnet for alle aktiviteter, og forsamlingsloftet er rimeligt. Han fortalte mig, at han har fundet lykken. Ingen uduelige medarbejdere på kontoret, der bare sidder og lægger kabale på pc’en. Nej. Han har været i sit es, siden han blev nødt til at sende alle hjem på arbejde derfra.

MBK havde gode konferencelokaler

Måske er han lidt asocial? Måske. Men han fortalte videre om, at han har det meget nemmere nu, hvor han ikke har medarbejdere på kontoret. På nær en enkelt, som kommer 2 dage om ugen. Hun er til gengæld effektiv og har lige fundet et konferencelokale i København hos MBK, som de skal bruge til et stort event om 3 måneder. Han fortalte mig også, at han personligt er lidt bange for lige pludseligt at skulle stå ansigt til ansigt med konferencedeltagere. Han foretrækker klart at møde dem via de her platforme, der findes, og som han har brugt i de sidste mange måneder. Jeg forsøgte at fortælle ham, at jeg faktisk savner at se mennesker – sådan live ansigt til ansigt.

Han fangede godt min besked om, at jeg gerne vil have, at vi genoptager vores gamle vane med søndagskaffen. Han valgte ikke at kommentere på den. Det er ok. Måske – det håber jeg – skal han bare have lidt mere tid til at vænne sig til, at vi faktisk gerne må gå på café igen. Til at vi kan ses uden at være fuldstændigt blokerede af angst for virusset. Vi sludrede videre om de seneste politiske begivenheder. Han fortalte om et nyt projekt, han skal i gang med. Vi lovede hinanden at tale sammen igen. Ser jeg ham snart?